Jeg synes, folkekirken skulle indføre en tredje tekstrække, som tillæg til de to, der i dag bliver læst hvert andet år. Og det kan kun gå for langsomt.

Det skal være en tekstrække, kun med nytestamentlige tekster, og selvfølgelig skal strukturen i en sådan tekstrække give mening, men det har vi jo også gode folk til at tage sig af.

Jeg har intet ønske om at ændre på de to eksisterende, men ’turnusordningen’ vil selvfølgelig få en anden karakter.

Jeg forestiller mig, at første tekstrække læses som altid, da det er den ældste, og derfor er garant for en slags kontinuitet. At (folke)kirken også repræsenterer kontinuiteten, er selve højmessen et levende symbol på, og godt for det.

Til gengæld forestiller jeg mig, at anden og en (kommende?) tredje tekstrække skiftes til at være den tekstrække, der læses fra, når vi normalt bare ville have læst fra anden tekstrække. De kunne fx skifte plads ved hvert skudår. Et tænkt eksempel vil se således ud: I 2011, første tekstrække, i 2012, tredje tekstrække, i 2013, første tekstrække, i 2014, tredje tekstrække, i 2015, første tekstrække, i 2016, anden tekstrække, osv.

Jeg er overbevist om, at en sådan ændring vil gøre folkekirken endnu mere dynamisk, end den allerede er i dag. For folkekirkens præster vil det blive historisk, at de for første gang i deres levetid får mulighed for at prædike over nye tekster. Med den guldgruppe af tekster, der er i det nye testamente, er det faktisk besynderligt, at vi ikke har fået en tredje tekstrække indført for længst, så meget desto mere som kirken heldigvis ikke har været bange for at udvikle sig på mange andre områder – her tænker jeg på de mange alternative gudstjenesteformer, der er blevet almindelige mange steder i dag, børnegudstjenester, natgudstjenester, rytmiske gudstjenester, osv. Og en meget stor del af højmessen består af salmesang, derfor er det i grunden mærkeligt, at der ikke er noget odiøst i en ny salmebog. Og en autoriseret nyoversættelse af det nye testamente har vi også fået (selvom det er et par årtier siden sidst), men den tredje tekstrække udebliver på ubestemt tid. ”

Indlægget har været trykt i Dansk Kirketidende, februar, 2012

“Hvis nogen skulle finde på at spørge mig, hvad jeg synes er særligt dansk, kunne jeg finde på at svare Grundtvig og Store Bededag. Bededag er en lidt kunstig konstruktion, forstået på den måde, at selvom det er en helligdag på lige fod med andre helligdage i løbet af kirkeåret, så knytter der sig ikke en specifik hændelse i Jesu historie til dagen, hvad der ellers er normalt for en helligdag. Man kan også spørge, om navnet er særligt heldigt, for er alle søndage egentlig ikke at betragte som store bededage?”. Således indledte jeg engang en prædiken på Store Bededag.

I første omgang er det spøjst, at vi har en helligdag, der ligger så fuldstændig umotiveret, som St. Bededag gør. Eneste begrundelse for, at vi stadig har Store Bededag, er ret beset, at det var en af de få helligdage, der overlevede helligdagsreformen af 20. oktober 1770, hvor halvdelen af årets dengang 22 helligdage blev afskaffet, herunder bl.a. helligtrekongersdag, 3. påskedag, 3. pinsedag, 3. juledag, kyndelmisse, Skt. Hans’ dag, mortensdag og mikkelsdag.

Men jeg synes, at St. Bededag bør flyttes til dagen lige efter Kristi Himmelfartsdag, hvor den giver mere teologisk mening. For her er der i den grad behov for en bods- og bededag.

Efter Jesu lideleshistorie og efter de 40 dage (iflg. NT) på jorden efter opstandelsen, og efter, at han viser sig en sidste gang og flyver til himmels (iflg. NT), så er der i den grad behov for en dag til at reflektere over, hvad det vil sige at søge og finde og banke på, mv.

Med en anden placering vil der blive meget mere kant over St. Bededag, i stedet for den noget umotiverede og ubehjælpsomme placering den har nu.

Der vil også være samfundsøkonomiske gevinster ved dette forslag (dagen efter Kristi Himmelfart bliver de facto ofte en halv til en hel fridag på mange arbejdspladser, og der er heller ikke undervisning i mange af landets skoler).

Min egen begrundelse er dog teologisk, da jeg mener der er bedre teologi ved at have den efter Kristi Himmelfart, end hvor den er i dag.

Efter kristen tankegang er det meningsløst at tale om en absolut ytringsfrihed, da det eneste absolutte naturligvis er Gud, som vi møder Ham i Kristus.

Men når den kristne er skyldig at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad der er Guds, er den kristne selvfølgelig underlagt landets love, med de rettigheder og pligter disse giver den enkelte borger. I Danmark er ytringsfriheden næsten ubegrænset, med to undtagelser. Især racismeparagraffen sætter grænser, og i princippet også blasfemiparagraffen.

Men man bør som bekendt adlyde Gud mere end mennesker og dette giver en interessant indgangsvinkel til forholdet mellem ytringsfrihed, ansvar og almindelig sund fornuft.

Forudsætningen for kristen mission, hvis denne overhovedet skal give nogen mening eller resultat, er dialog. Og udgangspunktet for en sådan dialog kan aldrig være en forhånelse af den andens religion. Det er muligt, at man synes, at den andens religion er usympatisk, men at ligge ud med dette synspunkt, er selvsagt dræbende for enhver samtale i det hele taget.

Centrum for Jesu forkyndelse er ubetinget medmennesket, altså næsten, og kærligheden til denne. Og hvis mission er at synliggøre kristendommens budskab i både skrift, sang, tale og handling, vil der altid være en missionstanke indbefattet i en sådan samtale.

Så ja, ytringsfriheden er næsten ubetinget, men det kristne menneske er også pligtig at bruge denne fornuftigt, hvis man også skal adlyde Gud, forstået på den måde, at mission (og samtale/dialog i det hele taget) uden almindelig sund fornuft er en umulighed. Ytringsfriheden er en ret, men sund fornuft er en pligt. Man kan måske endog vove at sige, at almindelig sund fornuft for den kristne står over retten til at ytre hvad som helst.
Eller for at tale med Paulus: Alt er tilladt, men ikke alt gavner!

I virkeligheden er denne foragt for det, som er bleven kaldt selvcensur, bemærkelseværdig, al den stund, at vi alle bruger den til dagligt, selvom vi måske forsøger at kalde det noget andet: “Juridisk set er ytringsfriheden begrænset af forbuddet mod injurier, racisme og blasfemi. Men sund fornuft hører også med, og det skader ikke at tænke sig om. Hver eneste dag begrænser mennesker deres ytringsfrihed i omgangen med hinanden. Ellers ville man aldrig kunne begå sig i et ægteskab, med sine venner eller på en arbejdsplads. Uden omtanke i debatformen ville samfundet falde fra hinanden. Det er en del af civiliseret omgang at vise andre mennesker respekt, og et samfund har intet ud af at genere troende [Bjerager tænker her på alle slags troende]” (s. 32 i Gud bevare Danmark af Erik Bjerager).

Når det er sagt, er det selvfølgelig ikke lige meget, hvad man kalder det. Således har Flemming Rose i Tavsheden tyranni en pointe, når han skelner mellem selvcensur og god opførsel. God opførsel er, når man ikke kalder en anden person for en idiot, selv i en ophedet debat. Undlader man derimod at kalde ham en idiot, fordi man er bange for repressalier (få bank), er det selvcensur. Man tier, fordi man er bange. Men, vil jeg så indvende, hvorfor skulle man insistere på at kalde en anden person for idiot, hvis man faktisk synes det er dårlig opførsel? At gøre det i trods, for at vise, at man ikke er bange, forekommer mig en smule barnligt. Omvendt synes jeg det er mere interessant, når Rose gør gældende, at jo mere multireligiøst og multikulturelt et samfund er, jo videre bør ytringsfriheden være. Pointen er, at jo flere mindretal, der er i et samfund, jo flere begrænsninger på ytringsfriheden vil man være tilbøjelig til at ønske, for at undgå at krænke nogen. Ultimativt, vil det jo netop føre til en tavshedens tyranni. Nej det er omvendt. Man bliver nødt til at acceptere hån, spot og latterliggørelse. En ytring kan virke sjovt på en gruppe, men – uforvarende – have omtrent modsatte virkning på en anden gruppe.

Desuden kan man med rette diskutere, om ikke en udelukkelse af islam fra satire faktisk er særdeles ekskluderende fra et samfund? Med Ayaan Hirsi Alis ord: “Det er et problem (…) Hvis de [muslimer og islam] kun optræder i nyhederne, når det handler om terror, men ikke er rigtig integreret i samfundet som andre minoriteter. Integration betyder inklusion hele vejen rundt, både i film, teater, litteratur, satire og karakaturtegninger” (citeret fra Rose, s. 345). Det afgørende må, jvf. ovenstående, dog være, at ytringsfriheden forvaltes med ansvarlighed og fornuft, og ikke opfattes som en haderet.

I debatten er der ofte en tilbøjelighed til at guddommeliggøre ytringsfriheden. I en kronik i Kristeligt Dagblad den 11. marts 2006 under overskriften “Sekularisme som religion” skriver teologen Hans Rubech Christensen: “LIGESOM MAN KAN bruge principper til at håne med, kan man gøre principper som menneskerettighederne, herunder ytringsfriheden til gud. At det er tilfældet, afsløres, når man kalder ytringsfriheden for “hellig”. (…) Og så gælder i øvrigt det sælsomme paradoks, at i samme øjeblik ytringsfriheden absoluteres, ophæves den også. Alt må man ytre sig kritisk om – blot ikke ytringsfriheden selv. Det er tabu at diskutere dens eventuelle grænser og spørge, om den ikke skal anvendes med en vis skønsomhed og hensyntagen til den konkrete situation, man ytrer sig i. Den slags går ikke. Det er frafald fra troen. Ytringsfriheden er absolut, som Anders Fogh Rasmussen (V) kom for skade at sige, inden virkeligheden indhentede ham. Jeg kan ærlig talt ikke se, at dette argumentationsmønster – hvis man kan kalde det det – adskiller sig væsentligt fra, når muslimer henviser til, at noget står i Koranen og derfor er hævet over diskussion. I begge tilfælde handler det om, at der ikke må sættes spørgsmålstegn ved ens eget grundlag. Begge dele er fundamentalisme. Denne absolutering af et princip afslører i virkeligheden en tvivl om egne argumenters bærekraft”.

Det er således tankevækkende, når Dansk Folkeparti på den ene side agiterer kraftigt for ytringsfriheden, men samtidigt ønsker forbud mod anti-demokratiske ytringer. Gerne Muhammedtegninger, men ikke diskutere demokratiets tilstand. Man glemmer, at ytringsfriheden i sin oprindelse er en mindretalsbeskyttelse, også selvom dette forhold i et multikulturelt samfund kan være mere mudret.

Eller – “[med Hal Kochs ord:] “Der må ikke blive den allermindste borgerlige fordel eller fortrinsret knyttet til bestemte anskuelser”. [Det vil sige:] Først når der er total og ubegrænset frihed for Loke (løgnen) så vel som for Thor (sandheden), kan man sige ligeud, hvad man mener, uden tanke på om det koster modparten liv eller ære eller ejendom. Med et nutidigt eksempel: Der skal være fuldstændig frihed til at håne og spotte muslimer for at tale løgnens sag – forudsat at de to parter, den hånende og den forhånede, er fuldstændig ligestillede i henseende til magt, ære, anseelse, penge, alt det der i Grundtvigs og Kochs sprog hed ‘i borgerlig henseende’” (Tolerance, s. 203 af Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard).

Når det er sagt, er det dog værd at bemærke i forhold til Muhammed-krisen, at “Vold og drab fandt sted i lande, hvor der ikke var ytringsfrihed og religionsfrihed, mens protester og debat forløb fredeligt i liberale demokratier, hvor debatten i højere grad var baseret på faktuelle forhold end på myter og løse rygter” (Rose, s. 425).

Man kan endvidere – i forlængelse af Norges Langfredag 22. juli 2011 – stille spørgsmålet om hvor langt medansvaret og medskylden rækker, hvis man bruger hvad der kan opfattes som en hadsk retorik og sprogbrug. Diskussionen rammer selve kernen i kristendommen, som jo netop handler om synd og skyld hos det enkelte menneske. At give hadske ytringer en regulær medskyld i massakren i Norge er rimeligvis at gå over stregen, men giver hændelsen ikke anledning til at tænke sig om, når man ytrer sig? Eller skal debatten fortsætte som om intet var hændt?

Lad mig først understrege – jeg er demokrat. Demokratiet er ganske vist ikke opfundet af kristendommen, men jeg mener denne styreform ligger helt i forlængelse af kristendommen. Vi er alle lige meget syndere for Vor Herre, den ene politiske holdning er – som udgangspunkt i hvert fald – ikke mere korrekt end en anden. Jeg mener dog, at nationalismen er uforenig med kristendommen.
Historisk set har kristendommen dog ikke været nogen garanti for demokrati, og alene det faktum, at kristendommen var på europæisk jord halvanden tusind år før de første moderne demokratier, er tankevækkende.
Helt uproblematisk er styreformen dog ikke, og jeg vil tillade mig at kalde det den mindst dårlige styreform i verden, i hvert fald, hvad vi kender til.

Allerede koryfæer som Kierkegaard og Grundtvig var skeptiske over at gå fra oplyst enevælde, som de kendte til, og over til demokrati. Kierkegaard frygtede at det hele ville ende med populisme, leflen for vælgerne, demagogi, kortsigtede løsninger og laveste fællesnævner. Grundtvig mente, at oplyst enevælde var en bedre garant for individets frihed. Han blev dog mere positiv, da han selv endte i politik.

Da demokrati i høj grad er defineret ved, eller burde være defineret ved, – samtale, og ikke mindst kritisk dialog, vil jeg her tillade mig at rette et kritisk blik mod følgende punkter. For selv vestlige demokratier er skruet forskelligt sammen.

Punkterne lyder:

Hvem kan stemme? Udgangspunktet er alle myndige statsborgere over 18 år, som er bosat i Danmark. Det er dog under hundrede år siden, at kvinder fik stemmeret. I dag er situationen den, at mange nytilkomne, også kaldet nydanskere, ikke har stemmeret, da det i dag forudsætter både permanent opholdstilladelse og bestået indfødsretsprøve for at få dansk statsborgerskab. Man vil som nydansker kunne leve mange år i Danmark, og kunne perfekt dansk, men ikke have stemmeret. Det er et demokratisk problem.

Valg til folketinget. Hvad er det mest demokratiske – en fast fireårig periode, eller muligheden for at udskrive nyvalg, enten af pragmatiske grunde, eller hvis man falder på et kabinetspørgsmål, altså får et flertal i mod sig?

Spærregrænsen. Hvor nemt skal det være at komme i folketinget?

At blive opstillingsberettiget. Hvor svært skal det være at kunne stå på stemmesedlen til folketingsvalg? I dag skal der underskrifter svarende til 1/175 af de gyldige stemmer, der blev afgivet ved sidste valg. Ved valget i 2007 blev der afgivet 3.459.420 gyldige stemmer. Derfor skal et nyt parti samle mindst 19.769 underskrifter. Bør det være nemmere at stille op?

Økonomi. Markant forskellige muligheder for at komme i medierne, og komme til udtryk med sine synspunkter.

Partistøtten (penge det enkelte parti får i forhold til deres størrelse). I forlængelse af ovenstående kunne man spørge, om ikke netop partistøtten kunne være en måde at regulere den økonomiske uligevægt. Man kunne vende det system, vi har i dag, på hovedet. De penge, det største parti, efter nuværende regler, skulle have, skulle gå til det mindste parti, osv. Så vil der være en fordeligsmekaniske iboende i selve det demokratiske system, som ville være genialt.

Bør simpelt flertal i folketinget altid være nok? Fx. kan man indvende, at det ikke bør være tilfældet, når det drejer sig om at sende danske soldater i krig. Eller alternativt: Uden et klart FN-mandat, bør man kræve et kvalificeret flertal?

Respekt for magtens tredeling. Folketinget laver lovene, politiet udøver dem, og domstolene dømmer efter dem. Det betyder også, at love, der angiver minimumsstraffe er en uting i et sundt demokrati, ligesom politiet skal agere som om en sigtet/anholdt person netop ikke er dømt. Præventive anholdelser og administrativ frihedsberøvelse er derfor problematiske i et sundt demokrati. Herunder de administrative udvisninger.

Hvad sker der, hvis et folketingsmedlem stopper sin karriere, træder ud pga sygdom, eller dør? Skal sædet overtages af en suppleant inden for det pågældende parti, så den parlamentariske situation er uændret. Eller skal folk til stemmeboksen for at foretage valg af nyt medlem til sædet? Hvad er mest demokratisk? I Danmark er det første tilfældet. I USA er det andet tilfældet. Efter demokraten Edward Kennedys død, tabte demokraterne ved et suppleringsvalg hans sæde i Senatet til en republikaner, et tab, som kunne have fået store konsekvenser for Obamas sundhedsreform, hvis ikke han havde satset alt.

Ovenstående er taget fra min hjemmeside www.kaerligheden.dk

Integration er et af de mest forkætrede begreber i hele indvandrer-diskussionen. Især siden 2001 er den blevet brugt som midlet til at få nytilkomne til at acceptere, respektere, antage (alle) danske værdier og dansk kultur, hvad det så end er. Men dermed bruges begrebet forkert.

I samfundsmæssig sammenhæng henvises til den proces hvorved forskellige etniske grupperinger af et samfund finder fælles grundlag for at leve side om side uden at opgive deres respektive kulturer.

Efter min mening er begrebet i dag blevet politisk, og når man taler om, at nytilkomne skal integreres i det danske samfund, taler man normalt om, at de skal have eget arbejde, uddanne sig, lære dansk, acceptere den måde man bruger ytringsfriheden på i Danmark, acceptere ligestillingen mellem kønnene, mv.

Personligt har jeg det meget svært med begrebet, som det bruges i dag, da jeg ikke uden videre vil anerkende den dagsorden, der ligger bag brugen. For hvis begrebet skal give mening, som det bruges i dag, må det nødvendigvis betyde, at dansk kultur og danske værdier uden videre er gode, og de nytilkomnes værdier og kulturer uden videre ikke er det. Ellers giver det ingen mening at bruge begrebet, som man bruger det i dag. Hele udgangspunktet er jo, at der er et problem, der skal løses. De nytilkomne har et problem, og for at løse dette problem, skal de integreres, for når de er blevet integreret, er problemet løst, da de aflagt deres problematiske værdier og kulturer, og i stedet antaget danske værdier, som omvendt og uden videre ikke er problematiske.

Det mest alvorlige problem, som dog ligger i forlængelse af ovenstående, er dog efter min mening hele ‘os-og-dem’-retorikken, der ligger bag hele integrationsdebatten. For at integrationsretorikken skal give mening, må man nødvendigvis tale om et ‘os’ og et ‘dem’. Ellers kan man slet ikke bruge integrationsbegrebet, som det bruges i dag. Der er et ‘dem’, der kommer her, og for at de ikke skal blive et problem for os, skal de antage vores værdier, de skal integreres så effektivt og hurtigt som muligt. Vil de ikke det, kan de lige så godt rejse hjem, hvor de kom fra, rejse tilbage til deres eget lykkeland. For så er det ikke hos ‘os’ de skal være.

Måske skulle man i stedet for integration tale om at styrke medborgerskabet hos de mennesker, der bor i Danmark. Det handler ikke nødvendigvis om kompromisser, for der er naturligvis forhold i Danmark, som er så grundfæstede i nyere dansk/vestlig kultur, at de er næsten hellige. Det handler først og fremmest om demokrati og ligestilling. Og så har jeg altid ment, at det er en borgerpligt at kunne tale dansk. Jeg skriver bevidst “næsten hellige”, da man netop i et samtaledemokrati som det danske bør kunne sætte kvalificeret spørgsmålstegn ved alt, herunder både demokratiet, ytringsfriheden, og såmænd også ligestillingen. Der er situationer, hvor ligestilling for ligestillingens skyld er problematiske. Fx. kvoter for mænd eller kvinder i bestyrelser, o. lign.

Ligesom der ikke er noget underligt i, at en overbevist socialist helst ser et socialistisk samfund realiseret, men i det daglige politiske liv må have en mere pragmatisk tilgang til problemstillingen, og ligeså naturligt det må være for en superliberalist at ønske en minimalstat gennemført, men også må gå pragmatisk til værks, og er afhængig af realpolitikken, ligeså er der intet fordækt i at aktive muslimer ønsker et samfund gennemsyret af islamiske værdier. Jeg vil personligt med ord kæmpe imod både minimalstaten og uden nogen sammenligning i øvrigt, en kalifatstat, og er heller ikke nogen tilhænger af rendyrket socialisme.

Men i skrivende stund er undertegnede jo også nødt til at acceptere, eller i hvert fald tage til efterretning, at basale menneskerettigheder krænkes under den nuværende regering, og at konventioner bliver brudt med et parlamentarisk flertal bag sig. Sådan er demokrati også.

Hvis man i stedet for integration talte om medborgerskab, så vil de forskellige argumenter kunne mødes i en samtale. Lad være, at der er stædighed fra begge sider af. Samtale fremmer faktisk forståelsen, for det er en stor misforståelse, at forståelse handler om accept og anerkendelse, det handler i lige så høj grad om, faktisk at forstå, hvorfor ens samtalepartner tænker og tror, som vedkommende gør.

Apropos dette at tale sammen, så mener jeg at mange af problemerne, når det gælder sammenhængskraften, eller mangel på samme i dagens Danmark, i høj grad skyldes sproget. Det kan i høj grad bygge mure, og hjælpe til en ‘os-og-dem’-tankegang, og så er vi tilbage ved det problematiske i udtrykket integration, som det bruges i dag.

For at komme med et konkret eksempel. Jeg ved ikke hvor meget man tænker over det til dagligt, men måden vi snakker om andre mennesker på, kan i allerhøjeste grad være med til at bygge mure imellem mennesker.

Da indvandringsproblematikken i nyere tid første gang kom til Danmark – tilbage i 60′erne – blev de nytilkomne kaldt for gæstearbejdere. Det var med andre ord nogle personer, som man forventede tog hjem igen, når vi ikke længere skulle bruge deres arbejdskraft. Sådan gik det som bekendt ikke.

Så begyndte man at bruge prædikatet 1. generationsindvandrere. Der var altså tale om personer, som ikke var lige som os andre, de var ikke danskere, og for at give udtryk for det, blev det præciseret, at de var indvandrere. Denne benævnelse fortsatte, så de følgende generationer fik prædikaterne 2. generationsindvandrere, 3. generationsindvandrere, osv. De var altså ikke danskere.

Siden begyndte man så at bruge udtrykket nydanskere. Stadigvæk ikke rigtige danskere, da de var nye, og lige kommet til. Udtrykket dansker med anden etnisk baggrund er i dag mere og mere brugt. Det vil sige, stadig ikke rigtig dansker. Det skal stadig understreges, at de i virkeligheden slet ikke stammer fra Danmark, eller i hvert fald ikke deler kulturel opfattelse med andre rigtige danskere. Det kan sommetider undre, hvis man ser til det land, som vi ellers i øvrigt er meget påvirket af, kulturelt forstået. Nemlig USA.

I USA bruges en helt anden terminologi. I stedet for at kalde personer for indvandrere eller 1., 2. eller 3. generationsindvandrere, bruges udtrykket 1., 2. og 3. generations amerikanere, osv.

Sammenhængskraften i Danmark er med andre ord kun i fare, så længe vi bliver ved at lade sproget skabe splid i samfundet. Ser man blot samfundet som en gruppe af medmennesker, handler danskernes fremtidige fællesskab om samtale om forskellighederne.

Taget fra hjemmesiden www.kaerligheden.dk

Normal tales i kristendommen om, hvorvidt menneskeheden på Dommedag bliver delt op i gode og onde. Meget skematisk er der i hvert fald to holdninger på dette punkt. Dels er der dem, som mener, at nogen bliver dømt til evig salighed, og at nogen bliver dømt til evig fortabelse (dvs. ‘dom med dobbelt udgang’). Dels er der dem, som mener, at alle mennesker frelses uanset hvad.

Når talen er om, hvorvidt det er tankegangen i hhv. ‘dom med dobbelt udgang’ eller ‘alles frelse’, som er mest bibelsk, må konklusionen som udgangspunkt være, at det kan man ikke sige noget om, hvis grundlaget er netop Bibelen. Dertil peger de forskellige bibelske tekster i alt for mange retninger, og afhængig af, hvilken tankegang man selv synes er mest bibelsk, kan man finde de relevante citater frem. Og det er jo ikke noget skriftbevis, men en fordom.

Graver man et spadestik dybere, er der naturligvis heller ikke tale om et tag-selv-bord, hvor man kan sige, hvad der passer en, i hvert fald ikke, hvis den enkeltes kristendomsforståelse skal hænge nogenlunde sammen. For hvorvidt man vil agiterer for den ene eller den anden læsning, har det konsekvenser for ens grundlæggende kristendomssyn. Og det kan herunder også have betydningen for, med hvilken egentlig motivation man elsker sin næste, som Jesu første og største bud jo byder at man skal. Og det er jo det dobbelte kærlighedsbud, hele Biblen skal læses igennem.

Hvis man taler om ‘dom med dobbelt udgang’ kan konsekvensen fx være, at man elsker næsten for sin egen skyld, nemlig af frygt for fortabelse. Det vil med andre ord sige, af grundlæggende egoistiske grunde. Omvendt kan man hævde, at alvoren i kristendommen forsvinder, hvis alle frelses uanset hvad.

Den tyske teolog Moltmann, som jeg er grundlæggende enig med, taler tydeligt om alles frelse.
Man kan ganske vist spørge sig selv, hvorfor man skal deltage i dette kristenliv, hvis man også bliver frelst, hvis man ikke gør det. Det giver bare ikke megen mening hos Moltmann at spørge på denne måde. Griber man ikke troen på Jesus Kristus som verdens frelser, så må man nødvendigvis leve et liv på denne verdens præmisser, som tydeligvis ikke har evangeliet som fundament, og man må leve i illusionen om, at man ikke behøver frelsen. Tror man til gengæld på evangeliet, så bliver spørgsmålet irrelevant, for så bliver det hele kristenliv et ubetinget imperativ.
Og selvom man til sin død fornægter Jesus som verdens frelser (eller ikke har kendskab til Ham, eller bare er ligeglad), vil man når Guds fremtid nærmer sig alligevel ikke kunne lade være at omvende sig – på samme måde, som syge og dæmonbesatte bliver tiltrukket af Jesus og Hans helende og skabende kraft, som det fremgår af evangelierne.

På den baggrund er der ingen grund til at frygte for Dommedag.
I Moltmanns tanker om den velsignede dommedag bruger han interessant nok Jesu Bjergprædiken.
Her fremdrager han blandt andet Jesu bud om fjendekærlighed, for hvis Jesus er Dommeren, giver det vel ikke mening, at Han bruger en anden målestok for dom, end Han har lært os, og han har jo netop åbenbaret for os, at vi endog skal elske vore fjender.

Moltmann benægter dog ikke Helvedes eksistens, men at den gudsforladthed, som det er udtryk for, er blevet ‘ophævet’ af Kristus nedfart til Helvede. Selv i menneskets gudsforladthed, er Jesus med os.
Forskellen mellem den troende og ikke-troende er dog, at det selv for den ikke-troende gælder, at han ikke er forladt af Gud, men ikke får glæde af den Gud, der er der, førend han bliver troende og allerede nu får del i evigheden, og kan knække dødsangsten. Her kan Jesu nedfart til Helvede være et ‘bevis’ på alles frelse hos Moltmann. Se også Romerbrevet 8, 38-39. Det bruges ofte til begravelser.

Præmissen for, at det giver mening at tale om dom med dobbelt udgang er, at man accepterer, at mennesket har indflydelse på sin egen frelse eller fortabelse, at mennesket i princippet selv kan vælge. Men det er i virkeligheden udtryk for ateisme, og et liv på denne verdens præmisser. Moltmann betoner nok menneskets frihed, men denne frihed er i sidste ende kun teoretisk. Hvis ikke alle ender med at overgive sig til Gud, bliver evigheden ikke ‘hel’, hvad er helt utænkelig i Moltmanns forståelse.

PERSONLIGT mener jeg dog ikke, at man kan gøre talen om alles frelse til en læresætning, da man i givet fald vil tage friheden fra Gud. Jeg tror dog fuldt og fast på, at  vi på ‘dommedag’, hvorom vi kun kan tale i billeder, så det lige så meget bliver udtryk for en holdning, vil møde en kærlighed så stor, så selv den mest hardcore ateist vil omvende sig.

Taget fra min hjemmeside www.kaerligheden.dk

Denne holdning er især begrundet i Det gamle Testamentes 3. Mosebog, kap. 18, v. 22, og i Det nye Testamente i Paulus’ 1. Korintherbrev, kap. 6, v. 9.
Hvorimod homoseksualitet overhovedet ikke bliver nævnt i evangelierne. Der er nemlig kommet noget nyt til, i forhold til Moseloven/Det gamle Testamente – nemlig den nye pagt, som i Johs. evangeliet (kap. 13, v. 34-35) udtrykkes sådan: “Et nyt bud [dvs. pagt/testamente] giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden”.

Det nye bud svarer til det dobbelte kærlighedsbud, selvom sidstnævnte synes mere radikal, som det fx. udtrykkes i Matt. kap. 23, v. 36-40: “”Mester, hvad er det største bud i loven?” Han [Jesus] sagde til ham: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: “Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne”.

Loven er som sådan altså ikke ophævet, det er nemlig på denne og profeterne, at det dobbelte kærlighedsbud hviler. Det altafgørende er derimod, at denne lov kun kan opfyldes på én eneste måde, nemlig ved at elske Herren sin Gud og sin næste som sig selv. Kun således holder man Kristi lov. Hvad Paulus faktisk også siger!

Den kristne har altså en slags frihed fra loven. Men den kristne frihed betyder frihed til at tjene næsten i kærlighed – uafhængig af love.
Hvordan man udøver sin seksualitet bliver derfor aldeles ligegyldig, så længe man ikke krænker den anden – gør man det, elsker man jo ikke næsten. Og kæresten/ægtefællen er jo først næsten, og derefter kæresten/ægtefællen.
Omend Paulus er en genial retoriker, og ofte har aldeles raffinerede tanker (og trods alt har modtaget mange befalinger fra Herren), er han trods alt et menneske som alle os andre. I det hele taget er det problematisk, at Paulus, – selvom Jesus med sit eksempel viser, at man ikke kaster sten efter sin næste – ikke har problemer med at fordømme, hvor Jesus i stedet ville have tilgivet. Paulus´ fordømmelser er selvsagt ganske ukristelige.

De mange fordømmelser af homoseksualitet i Det gamle Testamente, skyldes naturligt, at denne form for seksualitet hindrer slægten i at blive “talrig”, som Gud/Jahve har lovet Abraham, jvf. Det gamle Testamentes 1. Mosebog, kap. 15, v. 1-6. Derfor bliver også Onan dræbt på stedet, da han spilder sin sæd på jorden (jvf. 1. Mosebog, kap. 38, v. 6-10), i stedet for at bruge den til at føre slægten videre.

Selvom det synes at stride mod Jahves forjættelse til Abraham, så er Paulus ikke særligt optaget af, at slægten skal føres videre og gøres “talrig”. Han anbefaler, at man forbliver ligesom han selv, han er nemlig ugift og lever i cølibat. Og mens Jesus taler om, at mennesket skal blive ét kød med sin ægtefælle, taler Paulus om at blive én ånd med Gud . Paulus agiterer dog ikke imod ægteskabet. Om end ægteskabets eneste funktion synes at være en “reglementeret lynafleder, når lysten begynder at gnistre” . Skal det absolut være – hvad det helst ikke skal – så skal det i hvert fald holdes i tøjler indenfor ægteskabet!
Selvom det er forplantningens ukrænkelighed (hvorfor intet sæd må gå til spilde!), der motiverer fordømmelserne af homofili i Det gamle Testamente, er det tilsyneladende ikke en linie, som Paulus ubetinget fører videre. Hans fordømmelser må snarere tages som udtryk for, at Paulus som kristen jøde må tage afstand fra den græsk/hedenske kultur – byen Korinth er jo en græsk havneby. De homoseksuelle får også en ordentlig omgang med pisken af Paulus i Romerbrevets kap. 1, v. 1,26f. Romermenigheden er også overvejende hedensk.

——————————————————————————–
1 Det er ærligt talt ikke underligt, at Paulus har kunnet misbruges i gnostiske kredse!
2 Thielst: Kødets lyst – tankens list, s. 107

Man kan spørge sig selv, hvorfor Paulus i et andet vigtigt brev, det til galaterne, ikke er konsekvent, og ikke her fordømmer homofili. Forklaringen forekommer mig ligetil: I Korinth er problemet de hedningekristne, der tror, at alt er tilladt (hvad Paulus jo ikke mener homofili er), fordi Paulus har forkyndt, at hedningekristne har frihed for loven. Men de har misforstået Paulus, for frihed for loven betyder for Paulus (og Jesus!) frihed til at tjene næsten i kærlighed. I Galatien er problemet de jødekristne, der tværtimod holder fast i den (herunder fordømmelsen af homofili, så her behøver han ikke at nævne det) – især hvad angår Moselovens krav om, at omskærelse også skal gælde de hedningekristne.
Paulus’ generelle holdning til homofili er altså særdeles negativ. Men hans standpunkt hænger ikke sammen med den del af hans forkyndelse, som han har fælles med Jesus. Det skyldes sandsynligvis, at Paulus som jødekristen, trods alt har rod i en jødisk kultur. For selvom han prædiker frihed for Moseloven, så at man har frihed til at tjene næsten i kærlighed, er hans forkyndelse åbenlyst ikke tilnærmelsesvis lige så radikal som Jesu forkyndelse, som jo er et opgør med jødernes forståelse af Moseloven, og alt hvad der hedder gerningsretfærdighed. Så langt er Paulus ikke nået. Men har er også blot et menneske som os andre – syndere for Vor Herre, som vi alle er. Og så er hans breve jo også skrevet længe før de fire evangelier blev kanoniseret, så han kan ikke have haft kendskab til centrale dele af Jesu forkyndelse. Og hvis han har, viser han det i hvert fald ikke særligt godt.

Insisterer man på, at homoseksualitet skal fordømmes, kan det kun ske ved at påstå, at Moseloven kan opfyldes på anden måde, end ved at tjene næsten i kærlighed – som Jesus ellers udtrykkeligt siger er den eneste måde, hvorpå lovens opfyldelse er mulig. Selv Paulus siger, at Kristi lov kun kan opfyldes ved at tjene næsten i kærlighed.

Faktisk er det mærkeligt, at Jesus ikke én gang nævner homoseksualitet, selvom også grækere var tiltrukket af hans forkyndelse. For selvom alle grækere selvfølgelig ikke var homoseksuelle, var homoseksuel aktivitet lige så naturligt og accepteret som den heteroseksuelle variant. Hvis Jesus deler Moseloven (og Paulus’) fordømmelse af homofili burde man have ventet en formaning til grækerne á la opfør jer ikke uterligt som jeres landsmænd – mænd må ikke ligge med mænd, thi det er en vederstyggelighed!
Og der er jo nok en grund til, at Jesus ikke siger sådan i evangelierne.

Eller helt kort:

Vi kan aldrig få nok kærlighed mellem myndige mennesker viet foran Guds alter!

Og vel at mærke viet, ikke kun velsignet, som har været muligt siden 1997 (8 år efter at Danmark som det første land i verden i 1989 vedtog loven om registreret partnerskab). Homoseksuelle skal kunne vies i en kirke, og det kan kun gå for langsomt med en lov, der kan gøre dette muligt for dem, der ønsker at bruge muligheden.

Ovenstående tekst er taget fra min hjemmeside www.kaerligheden.dk

Jeg har altid været troende, men har ikke fået nogen hverken kirkelig eller kristen ópdragelse. Men da jeg startede på teologi, fik muligheden for at læse både det gamle og det nye testamente på originalsproget, og i det hele taget læse teksterne mere intensivt, end man ville gøre til dagligt brug. Noget der frustrerede mig i starten var alle de modsigelser der var i denne ellers så fantastiske bog. Der kan være mange forklaringer på de forskellige modsigelser, men ikke desto mindre kan det opleves som et problem, hvis man søger et klart budskab.

Mht. spørgsmålet om homoseksualitet har jeg altid undret mig over, hvorfor Jesus ikke nænvner den direkte med et eneste ord. Og jeg kan simpelthen ikke forstå, når nogen kan finde på at sige, at Jesus klart vender sig mod homoseksualitet, når han slet ikke bruger ordet. At man ønsker at tolke det derhen, er en ærlig sag, men det er og forbliver en tolkning. Paulus er som bekendt anderledes klar i mælet, men det har tit slået mig, hvor tit Paulus forkyndelse er i modstrid med Jesu forkyndelse. Det kan der sikkert også findes nogle forklaringer på, men da jeg er overbevist om, at Jesus og ikke Paulus er Guds Søn, holder jeg mig kun til Paulus, når han ikke taler mod Jesus.
Det gamle testamente ligger heller ikke fingrene imellem. Det siger – lidet poetisk – at homoseksualitet er en vederstyggelighed. Efter min mening er det en jødisk tankegang, som islam i øvrigt har arvet, og jeg er af den faste overbevisning, at Jesus har OPFYLDT moseloven igennem det dobbelte kærlighedsbud. Personligt mener jeg at det er at gøre kristendommen til en lov, hvis man insisterer på udsagnene mod homoseksuelle.
Jeg har også bemærket, at mange af Jesu tilhængere var hellenere, dvs. grækere. I græsk kultur var der intet som helst odiøst ved homofili. For mig vil den være indlysende, at Jesus til denne gruppe har tordnet mod homofili, hvis det var det han mente. Men det gjorde han som bekendt ikke.

I øvrigt burde man som bibellæser også være mere opmærksom på, at den vi normalt bruger – altså den danske – er en oversættelse. Og det kan ses. Jeg har lagt mærke til, at jo ældre en bibel man bruger, jo mere nær den græske hhv. den hebraiske tekst er teksten oversat. Har man adgang til en græsk version af det nye testamente – og kan et minimum af græsk – vil man bemærke, at det tekstkritiske apparat er et vigtigt værktøj, når man oversætter. Det fortæller om alle afvigelserne i de forskellige oprindelge håndafskrifter. Hele vejen igennem, når man oversætter, må man træffe valg. Der er naturligvis – som hovedregel i hvert fald – tale om kvalificerede valg, men det kan være ret så interessant at gå ned i det tekstkritiske apparat og se, hvad andre håndskrifter har for ord og formuleringer på samme sted. Førsteudgaven af det nye testamente er forlængst forsvundet, så de udgaver, det græske nye testamente er baseret på, er håndafskrifter en masse. Desuden er der konstruktioner både på hebraisk og græsk, som vi ikke har på dansk, hvorfor en tolkning er decideret nødvendig. I den hebraiske grammatik bruger man ikke engang tider.

Derfor mener jeg at skrift-fundamentalisme (eller hvad man skal kalde det) er en umulighed, da det dels forudsætter, at der ingen modsigelser er i biblen, dels forudsætter, at vi rent faktisk har adgang til førsteudgaven af de oprindelige græske og hebraiske tekster, hvad vi ikke har.

Jeg har altid ment, at hele biblen skal læses i lyset af det dobbelte kærlighedsbud, og på mit studie fandt jeg senere ud af, at Luther mener at man i sin bibellæsning “skal drive på Kristus”.

Selv den (kristeligt set) konservative Erik Bjerager skriver: “Biblen er således ingen lovbog, og kristendommen kender kun én lov, budet om næstekærlighed” (s. 175 i Gud bevare Danmark). Derfor forstår jeg ikke, hvordan han samtidig kan argumentere mod vielse af homoseksuelle.

Ovenstående er taget fra min hjemmeside www.kaerligheden.dk

Men når den kristne er skyldig at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad der er Guds, er den kristne selvfølgelig underlagt landets love, med de rettigheder og pligter disse giver den enkelte borger. I Danmark er ytringsfriheden næsten ubegrænset, med to undtagelser. Især racismeparagraffen sætter grænser, og i princippet også blasfemiparagraffen.

Men man bør som bekendt adlyde Gud mere end mennesker og dette giver en interessant indgangsvinkel til forholdet mellem ytringsfrihed, ansvar og almindelig sund fornuft.

Forudsætningen for kristen mission, hvis denne overhovedet skal give nogen mening eller resultat, er dialog. Og udgangspunktet for en sådan dialog kan aldrig være en forhånelse af den andens religion. Det er muligt, at man synes, at den andens religion er usympatisk, men at ligge ud med dette synspunkt, er selvsagt dræbende for enhver samtale i det hele taget.

Centrum for Jesu forkyndelse er ubetinget medmennesket, altså næsten, og kærligheden til denne. Og hvis mission er at synliggøre kristendommens budskab i både skrift, sang, tale og handling, vil der altid være en missionstanke indbefattet i en sådan samtale.

Så ja, ytringsfriheden er næsten ubetinget, men det kristne menneske er også pligtig at bruge denne fornuftigt, hvis man også skal adlyde Gud, forstået på den måde, at mission (og samtale/dialog i det hele taget) uden almindelig sund fornuft er en umulighed. Ytringsfriheden er en ret, men sund fornuft er en pligt. Man kan måske endog vove at sige, at almindelig sund fornuft for den kristne står over retten til at ytre hvad som helst.
Eller for at tale med Paulus: Alt er tilladt, men ikke alt gavner!

I virkeligheden er denne foragt for det, som er bleven kaldt selvcensur, bemærkelseværdig, al den stund, at vi alle bruger den til dagligt, selvom vi måske forsøger at kalde det noget andet: “Juridisk set er ytringsfriheden begrænset af forbuddet mod injurier, racisme og blasfemi. Men sund fornuft hører også med, og det skader ikke at tænke sig om. Hver eneste dag begrænser mennesker deres ytringsfrihed i omgangen med hinanden. Ellers ville man aldrig kunne begå sig i et ægteskab, med sine venner eller på en arbejdsplads. Uden omtanke i debatformen ville samfundet falde fra hinanden. Det er en del af civiliseret omgang at vise andre mennesker respekt, og et samfund har intet ud af at genere troende [Bjerager tænker her på alle slags troende]” (s. 32 i Gud bevare Danmark af Erik Bjerager).

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 11. marts 2006 under overskriften “Sekularisme som religion” skriver teologen Hans Rubech Christensen: “LIGESOM MAN KAN bruge principper til at håne med, kan man gøre principper som menneskerettighederne, herunder ytringsfriheden til gud. At det er tilfældet, afsløres, når man kalder ytringsfriheden for “hellig”. (…) Og så gælder i øvrigt det sælsomme paradoks, at i samme øjeblik ytringsfriheden absoluteres, ophæves den også. Alt må man ytre sig kritisk om – blot ikke ytringsfriheden selv. Det er tabu at diskutere dens eventuelle grænser og spørge, om den ikke skal anvendes med en vis skønsomhed og hensyntagen til den konkrete situation, man ytrer sig i. Den slags går ikke. Det er frafald fra troen. Ytringsfriheden er absolut, som Anders Fogh Rasmussen (V) kom for skade at sige, inden virkeligheden indhentede ham. Jeg kan ærlig talt ikke se, at dette argumentationsmønster – hvis man kan kalde det det – adskiller sig væsentligt fra, når muslimer henviser til, at noget står i Koranen og derfor er hævet over diskussion. I begge tilfælde handler det om, at der ikke må sættes spørgsmålstegn ved ens eget grundlag. Begge dele er fundamentalisme. Denne absolutering af et princip afslører i virkeligheden en tvivl om egne argumenters bærekraft”.

Det er således tankevækkende, når Dansk Folkeparti på den ene side agiterer kraftigt for ytringsfriheden, men samtidigt ønsker forbud mod anti-demokratiske ytringer. Gerne Muhammedtegninger, men ikke diskutere demokratiets tilstand. Man glemmer, at ytringsfriheden i sin oprindelse er en mindretalsbeskyttelse.

Eller -  “[med Hal Kochs ord:] “Der må ikke blive den allermindste borgerlige fordel eller fortrinsret knyttet til bestemte anskuelser”. [Det vil sige:] Først når der er total og ubegrænset frihed for Loke (løgnen) så vel som for Thor (sandheden), kan man sige ligeud, hvad man mener, uden tanke på om det koster modparten liv eller ære eller ejendom. Med et nutidigt eksempel: Der skal være fuldstændig frihed til at håne og spotte muslimer for at tale løgnens sag – forudsat at de to parter, den hånende og den forhånede, er fuldstændig ligestillede i henseende til magt, ære, anseelse, penge, alt det der i Grundtvigs og Kochs sprog hed ‘i borgerlig henseende’” (Tolerance, s. 203 af Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard).

Ovenstående er uddrag fra min hjemmeside www.kaerligheden.dk om ytringsfrihed.